Skrevet af Svend Åge Madsen den 5. Marts, 1996 kl. 08:52:13:
Da han fandt hende var hun endnu i live, men al hjerneaktivitet var suget ud af hende.
Hun lå sammensunken foran computeren, der kørte et pauseprogram han ikke kendte. Hun havde
drukket af et glas og taget et par bid af et æble. Endnu var det hvidt. Mens han stod stivnet blev
bidstedet gradvis mørkere.
Da han traf hende første gang, stod han på øverste etage i højhuset. Derfor kunne han læse
indskriften på transparenten der vendte op mod himlen. VI PROTESTERER MOD GUDS
URETFÆRDIGHED, stod der.
Da han alligevel havde en pause gik han ned for at se på optoget. Pigen der gik forrest fik det til at
ringle for hans ører, fik hans blod til at synge, spredte toner omkring ham.
Hun var iført en Y-trøje hvis påskrift ikke lod sig læse mens hun var i bevægelse. Hun fortsatte
uden at have set ham, men hun smilede alt for varmt til fyren der bar den bageste del af
transparenten.
Han nåede først igennem til hende da han ved hjælp af en ven fandt hendes adresse. Han sendte
hende et tonedigt, der overgik alt hvad han tidligere havde præsteret. Da han senere, tilfældigt,
helt tilfældigt, løb på hende genkendte hun ham straks, smilede, og deres melodier slog sammen.
Hun var stadig iført Y-trøjen. På skrå, hen over brystet stod med tydelige bogstaver i kontur:
WYSIWYG.
Hans forelskelse var så enestående at den måtte bredes ud over alt.
Den dukkede op hos en bankassistent der åbnede for et regneark, og blev overrasket af den
betagende lille melodi der sagde: Rosa Lind er så vidunderlig at ord ikke kan beskrive hende.
Som et melodisk åndepust trængte den frem hos den studerende der træt ville fortsætte sit
håbløse speciale: Smukkest af alt er dog Rosa Lind. Og han fortsatte med lettere sind.
Den hviskede den lille sygeplejerske i øret mens hun redigerede journaler: Så dejlig er ingen som
Rosa Lind. Og skønt navnet var en andens, gjorde det hendes dag en smule lysere.
Han hed Tor, han hed Sten, men de små melodistumper der bredte sig i nettet, som dukkede op
som et solstrejf, som en helbredende bakterie, som en kærlig hvisken, udsendte han under navnet
Orphus.
Han blev kendt som nettets sanger. Den sekretær hvis dag ikke var blevet velsignet af en af hans
sfæriske melodier, følte sig skuffet. Mangen fuldmægtig landet over fik vanskeligheder med at
forsvare sig efter at være blevet grebet i at nynne: Det er Rosa Lind jeg elsker.
Endnu var hun varm, skønt alle erindringer havde forladt hende. Han brød ikke sammen, han satte
sig ikke grædende, for han vidste at der ingen tid var at spilde.
Det er forlængst påvist, som en indlysende konsekvens af Gödels anden hovedsætning, at i ethvert
system af en vis kompleksitet vil alt det misforståede, det dunkle, det utydelige, det uafklarede,
det ustyrlige samle sig til et overordnet væsen, Det store Ubekendte.
Til dette væsen henvendte han sig da han ikke ville acceptere denne uretfærdighed.
- Jeg må have hende tilbage, krævede han. - Jeg standser min sang, jeg udsletter enhver harmoni
der står og klinger i rummet, jeg fjerner hver vellyd som jeg har udsendt, hvis jeg ikke får hende
tilbage.
Den hvis krop er energi, og hvis energi er information svarede ham:
- Også jeg har nydt din sang, men jeg kan ikke hjælpe dig. Der findes imidlertid en mulighed.
Endnu er din elskede ikke død, derfor findes hendes erindringer et sted i systemet, hendes
drømme, hendes ønsker og håb.
- Hvordan?
- I form af en simpel sikkerhedskopi af indholdet af hendes indre. Som opbevares så længe hun
endnu er i live.
- Men hvor er den?
- Det ved kun den der har trukket hende til sig.
I tidens løb havde en og anden udvist en usædvanlig interesse for den Rosa Lind
som Orphus besang så smukt. Han kastede et hurtigt blik på listen over henvendelser. Et sted på
et loftskammer sad en studerende, som ikke kunne nøjes med at høre hende besunget. I en
forstadsvilla befandt sig den velhavende samler, der nødvendigvis måtte besidde hvad andre
elskede. I en baggårdslejlighed huserede en gammel mand, der mente at Rosa var hans elskede
som han havde mistet for så længe siden. En ældre kvinde, fyldt af misundelse, spyttede på sit
spejl, overbevist om at Rosa havde stjålet hendes skønhed.
Listen fortsatte, mens tiden løb.
- Det er håbløst, sagde Tor. - Der er for mange på listen. Jeg kan umuligt nå at besøge dem alle.
- Du må spalte dig, svarede Oververdnens store Ubekendte, for hvem livets problemer kun er et
spørgsmål om en tilstrækkelig mængde af information.
- Hvad? spurgte Sten.
- Har du da aldrig fået lavet en...
Kopi kopi kopi kopi kopi kopi kopi kopi, rungede det for hans mange ører. De stod foran
skærmen hvorpå der kørte et ukendt pauseprogram.
- Hvad var det han sluttede med? sagde én.
- 'Når du har fundet hende kan du føre hende tilbage.' huskede en anden.
- 'Men du må sørge for...' føjede den tredje til.
- Det er der ikke tid til at spekulere på, afbrød de sig.
- Det er helt klart den kvindelige cellospiller jeg må besøge først, sagde han. - Hun mener at Rosa
har indtaget hendes plads.
- Ikke tale om, sagde han i munden på sig. - Det er nørden med bumser der aldrig har talt med
kvinder.
- Først af alle må det blive fyren på biblioteket, sagde han til sine andre jeger. - Han har elsket
hende lige så længe som vi.
- Fyren fra hendes fortid... Ham der bar på skiltet, da de demonstrerede. Han har adgang til
hendes erindringer.
- Vi må af sted, afbrød de sig.