Skrevet af bjerke den 2. April, 1996 kl. 12:47:12:
Som fortsættelse til Den katalogiserede ensomhed , der er skrevet af Runsper Bovendick Huvendrup den 21. Marts, 1996 kl. 18:36:07:
Da Sten kom hjem, var han fuldstændigt fortumlet. Det sidste
døgn havde lært ham lige så meget om livets mysterier som
hans to første leveår.
Oplevelserne susede rundt i hovedet på ham. Tankerne
svirrede forvirret og klæbrigt som fluer en sommervarm
regnvejrsdag: En bog der skriver sig selv - og ved samme
lejlighed også skriver ham selv. Et bibliotek som i
virkeligheden kun var én bog. Jamen, så måtte den bog, der i
hans ensomhed skrev ham, bare være en side i den store bog,
som så også måtte skrive sig selv, ham selv og alle de andre.
Og Rosa, hvis sind blot forsvandt ud på internettet. Var hele
nettet også bare en bog, der skrev sig selv? Og ...
I sin forvirrede, fortvivlede, fortumlede, forbandede ensomhed
satte Sten sig foran computeren. Ind på nettet. På nettets store
skriv-selv-videre-bog. Ellers kunne han umuligt blive sig selv
igen. Han begyndte at skrive. Det var som om en vis orden
langsomt samlede sig på skærmen. Han fornemmede, at hans
nye Jeg langsomt kom til verden og rekonstruerede hans gode,
gamle Jeg. Uroen og utidigheden blev faldt til ro og god tid.
Fornemmelsen af mangel begyndte at mangle.
Hans fingre bevægede sig og på skærmen stod der nu: ³Var
Rosa i virkeligheden dybt i sit inderste så ensom, at hun valgte
at forlade sit legemlige hylster for at spøge på nettet?²
Fingrene fortsatte: ³Nettet må jo, ligesom bogen, kunne
transformere ensomheden til menings-fuldhed.²
Men nu dukkede en ny fortvivlelse op i hans hoved: Det er jo
bogen, nettet, der skriver sig selv - og mig, Sten. Det er altså
computeren, der mig. Det er slet ikke mig, der skriver på
computeren. Jeg er i bedste fald kun et ord, måske kun et sølle
password, som computeren sætter på skærmen for at binde
mine fingre og hele min krop til den. Den tager min ro som
gidsel. ³Gå du bare over til din fortvivlende ensomhed²,
antyder den diskret.
Han mærkede, at computeren hånligt grinende, men næsten
uhørligt, viskede til ham: ³Ha. Så du troede DU bestemte
noget.²
Med en viljesanstrengelse løsrev Kropsten sig fra Skrivesten.
Han tog hænderne op til hovedet. Inden i ham skreg det:
³HVAD SKAL JEG GØRE?!²
Det var altså dét, der var sket med Rosa. Men hvad med alt det
der med udspaltningerne? Og det store Ubekendte, og hvad
sker der med alle kopierne, som nu må være i fuld gang på
nettet? Igen begyndte forvirringen at husere i ham. Hans
hovede føltes som en popcornsgryde, der hele tiden
tankepopper kraftigere og kraftgere.
Han MÅTTE have orden på sine tanker. NEJ, ikke computeren.
Et stykke papir og en blyant og et viskelæder. Men så kunne
han jo ligeså godt bruge bogen. BOGEN. Den skrev jo også
ham selv, ligesom computeren. Pludselig var det som om
hard-disken på computeren bag ham begyndte at hyle højt.
Skingrende hylede den ondskabsfuldt ad ham: ³Ha, ha, ha, ha,
ha. Du troede du kunne undslippe.²
Han lukkede øjnene. Han rystede. Han ville ikke overgive sig.
Han ville ikke være slave. Eller det der var værre. For bog-
nettet ville ikke gøre noget MOD hans vilje. Alt ville ske MED
hans vilje. Bog-nettet ville forme hans vilje. Han ville ikke, at
det skulle ville, hvad han ville.
Han sagde højt til sig selv: ³Jeg vil ikke². Igen og igen.
Harddisken hylede højere og højere af ham. Skærmen blev et
sort hul med et satanisk pausebillede, der sugede og sugede.
Alligevel skete det intet. Slet intet. Computeren bare ventede.
Den rådede over al verdens tålmodighed. Depressionen krøb
sig snigende ind på ham. Hard-diskens hylen gjorde ondt helt
ind til benene. Pausebilledet borede meningsløsheden ind i
hans hjerne. Han blev tom inden i. Tiden gik i stå.
Hvor længe hans depression havde varet vidste han ikke. 7
minutter? 7 timer? 7 dage? 7 uger? 7...
Ganske langsomt dukkede en sætning op inde i hans hoved.
³Sæt verden er til.² hviskede en stemme til ham. ³Sæt verden
er til.²
³Hvilken verden?² spurgte han stemmen.
³Lad tiden gå.² hviskede stemmen.
Nu begyndte han at forstå. Det med udspaltningerne, som den
gamle talte om. Når han satte, at en verden er til, startede han
en udspaltning. Og så skulle han bare lade tiden gå - lade bog-
nettet skrive ham, hans tid og hans verden. Så var det altså
ham der selv satte verden og lod tiden gå. HAN kunne vælge.
HAN kunne slukke computeren og nettet. HAN kunne lukke
bogen. HAN kunne viske ud eller rive papiret i stykker. HAN
kunne skifte spor.
Så satte Sten sig selvsikkert hen til computeren og skrev:
Kom an, din krysteragtige computer!
Bare stil op, dit naragtige netværk!
Vis hvad du dur til, din indbildske bog!
Nu er det MIG, der bestemmer. Det er nemlig mig, der siger:
Duer ikke! Næste. Det er mig, der stopper dit skriveri - og
måske sletter en af dine filer. Det er mig, der bestemmer, om
du skriver mig ordentligt. Det er mig, der giver dig lov at
skrive mig videre. Det er mig, der skifter spor.
Sten så sejersstolt på sit mester-værk og mumlede til sig selv:
³Dér kom I ned med nakken. Bog, computer, net, skriv-dig-
selv-historie. Hele bundtet.²
Han sad lidt stille.
Gud ved, hvad det store Ubekendte vil sige til det her.
Måske ville det sige: ³Af sporet er du kommet.²
Han prøvede at sætte sig i det store Ubekendtes sted.