Skrevet af Runsper Bovendick Huvendrup den 21. Marts, 1996 kl. 18:36:07:
Som fortsættelse til Det, der mangler , der er skrevet af Baldur Kristinsson den 21. Marts, 1996 kl. 15:46:53:
(Fortsættelse af "Det, der mangler.")
Sten gik op og ned ad bibliotekets lange gange i den bulder-
mørke nat. Hylderne og bøgerne tårnede sig op foran ham som
kataloger over tanker, ord, bogstaver. Alverdens bogstaver og
ord syntes tilsammen at have dannet deres egen indre meninger
på sider, bøger, hylder i bibliotekets umiddelbare virvar.
Sten kunne ikke forstå meningerne. Der var en usynlig barriere
mellem Sten og meningerne, en barriere, som han for enhver pris
måtte nedbryde.
Det var en labyrint. Een vending slog ned i Sten som et lyn fra
et mørkt bibliotkesloft. "Den katalogiserede ensomhed." Det var
det, der var forklaringen, det var i virkeligheden det, det hand-
lede om. En frygtelig masse ensomme mennesker havde siddet lange
nætter og sat deres egen ensomhed i formler. Formlerne havde de
valgt at kalde sætninger. De havde sat dem i system og fyldt hele
bøger op med systemerne: Kataloger. Ensomme kataloger på over-
fyldte hylder.
Labyrinten havde altså en mening: Den var ikke færdiggjort.
Om det så var alverdens katalogiserede ensomheder, der stod på
hylderne i denne labyrint, så var projektet ikke færdiggjort.
Den endelige, den sidste og altafgørende sten i labyrintmuren
manglede. Ville den nogensinde komme? Ville den nogensinde melde
sin ankomst på hylderne og fuldende den totale ensomhed?
Sten vidste det ikke. Han følte sig bare ensom.
Sveden piblede frem på hans pande, hans overlæbe, under armene.
Der var helvedes varmt på biblioteket. Sveden fremdrev en angst,
der drev ham frem til næste hjørne, der markerede, at flere hyl-
der ventede rundt om i bibliotekt. Og efter dem atter flere.
Pludselig nåede Sten en gang mellem to meterhøje hylder, der
sluttede i en mur. Noget drev Sten frem til muren. Han nåede
den og mærkede tilstedeværelsen af noget mere. Hvad var det?
Sten blev desperat. Var det forkert af ham at gå frem til denne
mur? Var der nogen vej tilbage? Han drejede hovedet tilbage over
skulderen og kiggede ned ad den gang, han kom fra.
Sten havde ret. Der var en anden. Den underlige mand stod klip-
pefast midt på gulvet. Hans øjne hvilede på den bog, han holdt
i sine foldede hænder foran maven. Han stod som isoleret fra
omverdenen, opslugt af sin bog, i et spændingsfelt mellem ensom-
heden og virkeligheden. Sten følte sig draget af spændingsfeltet.
"Jeg står ved en korsvej," tænkte han og blev helt lommefiloso-
fisk inde i sit eget hoved - eller var det udenfor? Pludselig
vidste han intet. Pludselig vidste han hverken hvem han var, el-
le hvem han kunne blive. Ved Gud, havde han nogensinde vidst
det?
Nu var han intet andet end en dragning mod spændingsfeltet.
Han var et produkt af dragningen, af spændingsfeltets eksistens,
af bogen i mandens hænder, til fjerde og sidst af den underlige
mand selv.
Stens usikkerhed voksede til en øredøvende brølen for hans ører.
Uvilkårligt slog han blikket ned. Den underlige mand syntes at
kopiere Stens mindste bevægelse. Efter et øjeblik blev den indre
støj uudholdelig og Sten tvang sig til at se på den underlige
mand. Det var ham, der havde svaret. Så meget var sikkert.
Sten løftede hovedet og kom til at stirre den underlige mand
lige ind i øjnene. Tiden syntes at fryse til is i bibliotekets
hede luftstrømme. Nuet var et paradoks, afspejlende
uendelighedens væsen på et øjeblik. Som stenstøtter stod de
to mænd overfor hinanden, som i øjeblikket før en duel.
Den underlige mand løftede langsomt armen. Han vinkede Sten over
til sig, og der var intet valg.
"Kom nærmere og træd ind i mit univers", hviskede manden. Selv
om læberne dårligt nok bevægede sig, hørte Sten stemmen klart som
var lydkilden indopereret i overgangen mellem ørets inderste dele
og trommehinden.
Det var forsiden på bogen i den underlige mands hænder, der var
centrum for situationen. Stens øjne sugedes fast til forsiden.
Afstanden mellem ham selv og spændingsfeltet var ikke lang i
hverdagsfysisk forstand, men mellem Stens verden og spændings-
feltets indsugende univers var der langt nok til at Sten ikke
kunne se, om bogstaverne på bogens forside gav mening.
Han måtte nærmere. Skridtene slæbte sig under ham, hen til bogen.
Nu stod Sten lige foran den underlige mand.
"Se," hviskede manden. "Se, hvad der står om dig. Du har ret."
Sten kiggede. Og blev naglet til gulvet, da han så at ordene på
bogens forside var en videretænkning på de tanker, han lige
havde haft om ensomhed og kataloger.
"Den Ukatalogiserede Ensomheds Encyklopædi," stod der med store
typer. Og nedenunder med småt:
"Til dig, Sten."
For første gang i Stens liv var Sten noget mere end Sten. Hans
krop føltes tom. Som om der var plads til noget mere. Med tide-
vandets blødhed og monsunregnens pludselighed blev hulrummet
udfyldt af noget fra bogen. Sten rev bogen ud af den underlige
mands hænder. Han grinede, manden. Dybt, hult. Var han julemanden
eller Satan? Svaret ville Sten finde i bogens sider.
Sten slog op på første side med sitrende hænder. Våde af forvent-
ningens ivrige koldsved.
Bogens første side var blank.
"Underligt forord," tænkte Sten og bladrede videre.
"Kom så med det, vis mig mit grundlag." Han skruede sine egne
forventninger endnu en tak i vejret. Bladrede.
Den anden side var ligeså blank som den første. Og den tredje.
Desperationen krøb ind over utålmodigheden. Sten følte, at han
var til grin. Trodsigt greb han hver af bogens sider mellem de
svedende fingerspidser og vendte dem hidsigt, mens han græd
indeni, som et barn, der for første gang ikke får sin vilje.
Alle bogens sider var blanke. Hvide. Tomme.
På netop det tidspunkt mødte Sten muren. Men sluserne var åbne,
vreden strømmede ud. Han lod sig rive med og vendte sig mod den
underlige mand. Sten var vandet, den underlige mand var floden.
Næsten som en bog af Hemningway, nåede Sten at tænke før han så
sin knytnæve lande midt i den underlige mands ansigt. Han lo bare.
Igen. Dybt, hult, så tomt som bogens sider.
"Såså," sagde den underlige mand, mens han aede Sten på kinden,
uagtet at hans hånd egentlig gled hen over tårer og sved på Stens
kind. "Jeg er jo bare dit spejl," sagde han. "Kig på mig, kig i
bogen, se dig selv, men glem svarene. Der kunne ligeså godt have
stået "til Ole, Klaus og Per" på bogens forside. Men i dag står
der altså Sten. Og det er mig, der viser dig bogen. Og giver dig
den. Værsgo."
Den underlige mand lagde bogen i Stens rystende hænder og for-
svandt i adstadigt tempo hen ad biblioteksgangen.
Sten stod tilbage, i et tomrum endnu større end før han havde
mødt den underlige mand.
Han kiggede på bogen og grinede så endelig.
"Selvfølgelig." Han kiggede atter på bogen og bladrede op på
første side. Koncentrerede sig. Og så var det der. Det første
ord i bogen. Efterhånden som hans øjne søgte ned over siden, var
det som om ordene opstod ud af ingenting. Eller var det ud af
ham? Eller var det ud af noget uden for ham? Hans blotte opmærk-
somhed var nok til at bogen skrev sig selv.
Sten nikkede tilfreds, og opdagede at hans øjne gjorde ondt.
"Det er da også så helvedes mørkt herinde," tænkte Sten.
Han gik ud af biblioteket en oplevelse rigere og en lille smule
klogere.
Uden for i sollyset standsede han op, godt tilfreds med sin
nye bog. Han kiggede ned på forsiden.
"Min katalogiserede ensomhed. Af Sten".