Skrevet af Baldur Kristinsson den 21. Marts, 1996 kl. 15:46:53:
Som fortsættelse til Stadig den samme sten og den samme flod , der er skrevet af Kristian Pedersen den 19. Marts, 1996 kl. 19:34:08:
Da Sten var færdig med bogen var det nat. Han kunne ikke sove, gik frem og tilbage, uden rast, uden hvile, indelukket som et vildt dyr.
Natten svandt. Han gik gennem byen. Byen forekom ham at være en uendeligt stor juvel, klar og skinnende som en diamant; og hans vej gennem byen var en sprække i diamanten - en hjerteskærende, skæmmende ufuldkommenhed.
Han mærkede en mangel. Hans tanker virkede fremmede - nej, snarere tvungne, bundne af en eller anden absurd begrænsning ... Hvad var det?
Han tænkte. Rosa Lind, den underlige mand, som havde givet ham den underlige bog. Spor, som bliver til sprækker gennem natten.
Hvad var det, der manglede?
Han blev overrasket over, at han kunne komme ind i biblioteket (pludseligt syntes han, denne tanke var sært formuleret).
Denne forfatter. Hvad hed han?
Han havde taget bogen med sig, men nu kunne han se, at navnet var delvist ulæseligt, utænkeligt.
Svend *** Madsen. Hvad manglede der?
Han ville finde flere ... mere af den samme forfatter.
Med gru blev han klar over, at hele biblioteket kun indeholdt een bog. At der skulle være flere, var ... utænkeligt.
Der var flere værker, ja; digtsamlinger, romaner, encyklopædier - men kun een bog.
Tanken virkede uhyrlig. Hans forvirring voksede. Han kunne se modsigelsen, men var ud af stand til at gennemskue den.
Bogstaver! Det slog ham pludseligt. Der manglede to bogstaver. Men hvilke? Og hvorfor?
Han vandrede gennem det enorme bibliotek, alene. Feberen greb ham.