Skrevet af Helena Protopapas den 24. April, 1996 kl. 17:53:02:
Som fortsættelse til Jeg skriver, altså bliver jeg til. , der er skrevet af bjerke den 2. April, 1996 kl. 12:47:12:
Netsten.
Jeg forlader dig. Endnu engang har jeg viklet en jeg virkelig
holdt af ind i min charme. Fortryllet dig med min lethed. Fejlfri
og drømmeagtig. Med min enorme empati følte jeg hvad du ubevidst
søgte, og opfyldte alt dette. Jeg skabte det smukkeste og mest
fantastiske menneske, som du ikke kunne andet end blive
fortryllet af. Og endnu engang må jeg flygte. Som alle de andre
gange trængte tomheden sig på. Jeg begyndte atter engang at hade
min perfekthed. Jeg måtte væk, inden det hele krakelerede.
Jeg kan skabe alt. Jeg kan være lige hvad du ønsker. Jeg kan give
dig kærlighed, omsorg eller modstand, det mindste ønske kan jeg
fange. Kun èn ting kan jeg ikke give dig: MIG.
Jeg kender alle følelser, kan med største overbevisning have en
følelse, en mening, en impulsivitet. Jeg kender alt undtagen
mig selv. Jeg er så fantastisk en skuespiller så selv jeg ikke
kan gennemskue spillet. Hvordan skulle jeg kunne vide om min
følelse er rigtig eller falsk når jeg ikke kender mig?
Så jeg rejser videre. Måske er meningen med mit liv at jeg skal
holde myterne og drømmene hos folk i live, at jeg skal vække
folk.Ikke selv have et liv, men skabe kryderi i andre menneskers
liv...
Rosa.