Skrevet af Jeppe Sjøgren den 25. Marts, 1996 kl. 12:36:33:
Som fortsættelse til ORPHUS I OVERVERDNEN - Kun computeren var vidne , der er skrevet af Svend Åge Madsen den 5. Marts, 1996 kl. 08:52:13:
Tor var i skikkelse af det yderste led i kopirækken, Tor Noh Leif, på vej ud af byen for at opsøge den femte person på listen Pol Sunim. Adressen undrede Tor, da det, så vidt han vidste, var midt i et industrikvarter, hvor der ingen beboelse var overhovedet. Da han nåede frem til Fikfakvej nr. 18, var det da også en stor industribygning, der lå der. På trods af, at det var en søndag, brændte der lys i en tilbygning, som nok var et kontor.
'Godaften. Jeg hedder Tor Noh Leif, og jeg leder efter en Pol Sunim'
Manden, der havde åbnet op for Tor, havde et mærkeligt selvudslettende ansigt, som om alle trækkene var nogle, man selv måtte definere. Han betragtede Tor længe før, han spurgte, om han var del i de Torer, der havde gestaltet sig her på nettet siden den 5. Marts.
'Ja, det er vi.' Svarede Tor.
'Det var godt, I endelig kom. Jeg har ventet Jer. Kom med.'
De gik ind i selve hovedbygningen. Midt i det enormt store rum var der en cirkel og udenom stod der noget, der måtte være overdimensionerede elektromagneter. Pol bad Tor stille sig ind i cirklen, mens han hentede materialet, som kunne bringe Tor nærmere deres Rosa Lind. Tor bemærkede ikke Pols udefinerlig smil - måske, fordi han ikke ville se det. Mens Tors intetanende stod og ventede på den anviste plads, begyndte Pol at trykke flere kommandoer ind på en pc'er, der åbenbart var tilknyttet magneterne. Pludselig stod der gnister og stikflammer udfra magneterne, og der begyndte at ske noget så mærkeligt med den skrækslagne Tor, at jeg aldrig har set eller læst om det før.
'Selv et topsikret højteknologisk netværk har sine svagheder.' Skreg Pol, mens han vred sig i galskabens hæslige latter. 'Magnetismen vil få Jer og Jeres kopier til at spredes som en virus i Oververdnen. I er fanget i nettet.'
Tor konstaterede med rædsel, at hans Defender Systems og hans Anti Virus Programmer var brudt sammen. 'Jeg protesterer mod din uretfærdighed Gud' - var det sidste, han nåede at visle, før han blev transcenderet over i Oververdnen.
Den førstes identitet han trængte ind i, var en træt studerende, der var ved at skrive et håbløst speciale om, hvordan læsere bliver indfanget og styret i litteratur. Han hed Michael, men alle der kendte ham personligt, - og det gjorde Tor da nu - kaldte ham blot Mich. Tor undrede til fortvivlelse over, hvordan han kunne inkorporeres i en person fra virkeligheden - fra Oververdnen.
Før han kunne nå at forlige sig med, at dette nok skyldtes Mich's speciale, blev han ramt af en sønderrivende svimmelhed, der bragte ham endnu længere ind i Oververdnen. Da svimmelheden igen var aftaget, og han igen kunne se og tænke klart, opdagede han, at han nu var kommet helt ud til og ind i en læser.
Dirk - af venner kaldet Dich - sad og læste på internettet, da han mærkede noget fremmedartet rumstere i sin underbevidsthed. 'Det er nok fordi, det er så syret, det jeg læser om.' Sagde Dich højt til sig selv.
Tor kunne mærke, at hans liv var ved at ebbe ud i forgreninger. Han skulle snart dø. Men lyset blev stærkere og stærkere. Et lysskær. Ikke et lyn, et kraftigt lysskær, som tog imod, som lukkede sig op for ham. Og da hans øjne havde vænnet sig til skæret, begyndte han at se.
Tor var trængt ind i det øverste af det øverste i Oververdnen. Han var absorberet i den højeste indsigts skikkelse. Han var i Oververdnens, Underverdnens, Alts skaber. Han var i Mahd Seenn.