Skrevet af Flemming Bjerke, bjerke@ruc.dk den 20. Marts, 1996 kl. 17:54:46:
Som fortsættelse til Teorien , der er skrevet af Lena K. Hesager den 11. Marts, 1996 kl. 17:07:55:
Fyren boede i Århusgade og hed Svante.
Stentor-3 tog bussen til Trianglen.
Undervejs indprentede han sig, at han nu var
Stentor-3. Det var ikke lykkedes at
materialisere flere kroppe, så alle kopierne
måtte på skift låne den samme krop, når de
skulle uden for internettet. Egentlig hedder
han Torsten, men siden han var barn, er han
blevet kaldt Sten. Når ikke han udsender sine
kærlighedssange, kalder han sig på nettet
Tor, og henne på Computerbodegaen kalder
computernørderne ham faktisk ved hans
rette navn: Torsten. Han valgte Stentor som
navn til kopierne på nettet, så ikke
computernørderne skulle begynde at blande
sig i kopiernes søgen efter Rosas sind på
nettet.
Stentor-3 ringede på dørtelefonen. Han
ventede. Trafikstøjen fik ham til at blive i tvivl
om dørtelefonen svarede. Han tykkede igen.
Ventede. En skingrende høj hyletone kom ud
af dørtelefonen og midt i den lød et
skrattende: ³JAAA.²
³Ja, hallo. Det er Sten. Du kender Rosa Lind.
Jeg, jeg ... vil godt snakke med dig om
hende.²
Dørtelefonen blev tavs. Intet skete. Kun
trafikstøjen, som begyndte at runge i hovedet
på Stentor-3.
Havde fyren hørt, hvad han sagde? Virkede
dørtelefonen? Havde han talt for lavt, så
fyren kun havde hørt trafikken?
Eller ville Svante simpelthen ikke have noget
med mindet om Rosa at gøre? Det var jo
også påtrængende at komme her og rode i en
anden mands følelser.
Skulle han gå tilbage med uforrettet sag? Nej.
Det her var jo ikke en sentimental søgen
tilbage til Stens elskedes fortid. Det drejede
sig Rosas liv.
Sten trykkede igen. Han opdagede nu, at det
var begyndt at regne. En ældre kvinde gik
forbi og kiggede mistroisk på ham. Trafikken
larmede nu infernalsk. Han småfrøs.
Dørtelefonen var tavs. Trafikken... Intet
skete...
FOR HELVEDE.... Sten trykkede og trykkede.
Så holdt han op og ventede. Han holdt
munden helt hen til dørtelefonen. Parat til at
råbe.
Dørtelefonen hylede endnu værre end før. En
rasende skratten brølede ud på gaden:
³HVAD VIL DU?²
Det gjorde ondt i Stens ene øre, men det
lykkedes ham at brøle ind i dørtelefonen:
³DU MÅ HJÆLPE. ROSA ER VED AT DØ.²
Så blev dørtelefonen tavs igen. Nu hørte han
igen kun trafikkens urolige motorlarm og
klaskende regnvåde slubren. Folk var stoppet
op på fortorvet og kiggede på ham. Den
tyrkiske grønthandler ved siden af opgangen
og en af hans kunder var kommet ud og stod
og så ham mistroisk an.
Åhhh... Sten var lige ved at tage hænderne op
til hovedet. Det var så pinligt, det her.
Han havde mest lyst til at skynde sig væk.
Nej, han måtte tage sig sammen. Den eneste
udvej var at virke fuldstændig uanfægtet og
bare vente på at folk gik igen, så han kunne få
ro til at tænke situationen igennem. Hvis han
gik og så vente tilbage, ville det først virke
mistænkeligt.
Sten lænede sig op ad gadedøren, lod som
ingenting og så væk. Folk begyndte
efterhånden at gå igen. Grønthandleren og
hans kunde gik ind i butikken.
Hvad nu? tænkte Stentor-3. Hvis jeg ringer på
... Pludselig mærkede Stentor-3, at han
faldt. Han prøvede at gribe fat i dørkarmen.
Han fik ikke fat, men tumlede ind i opgangen
og trimlede omkuld.
En ganske ung, lyshåret kvinde stod ved
døren og fnisede af ham, mens han kom på
benene.
³Jeg prøvede at råbe til dig og banke på
døren. Men du hverken hørte eller så noget
som helst.² sagde hun.
Stentor-3 prøvede at smile til hende og
skyndte sig at sige: ³Jeg stod i mine egne
tanker.
... Der er vist noget galt med dørtelefonen²
Kvinden kiggede væk og blev nervøs, da hun
registrerede hans halvhjertede smil.
³Det er tit noget galt med dørtelefonen.²
sagde hun og skyndte sig ud på gaden.
Han stod og sundere sig lidt. Opgangen var
smånusset. Malingen på gelænderet var
slidt. Trappens brune linoleum havde et
gråligt skær af gammel skidt, ude ved
panelerne
var den mørkegrå. Til højre for trappen stod
en blå barnevogn af ældre model. Hjulene var
godt slidte. Men den var i brug. Der lå
sengetøj i den, og i kalechen hang plastikdyr
på en stang - og en sut.
Der var vel ikke andet for end at gå op og
ringe på.
3. sal til højre. På et smukt svunget, glinsende
sort dørskilt, var der med elegante gule
bogstaver malet SVANTE. Både skiltets form
og farver stod i grel kontrast til døren, til alle
de andre døre, til hele opgangen, til hele
Århusgade. Der fandtes altså æstetik i
Århusgade!
Stentor-3 ringede på. Han kunne høre, at på
den anden side af døren kom nogen. Lyset
i dørspionen forsvandt. Et øjeblik efter kom
lyset i dørspionen igen, for atter forsvinde, da
han hørte en dør blive lukket inde i
lejligheden.
Sten stod stille og lyttede.
Lidt efter blev der spillet høj musik inde i
lejligheden. Klæbrig, sej blues. Guitarsoloerne
gik lige igennem og ud på trappen.
Stentor-3 prøvede at gennemtænke
situationen. ³Var det mon Svante - eller hans
kæreste - eller måske en helt anden?
Vedkommende må være bange for noget.
Som var
det en gammel dame, der havde set en rocker
i dørspionen. Eller måske ville
vedkommende bare ikke forstyrres. Måske er
Svante og hans nye kæreste ved at elske.
Skulle han bare gå sin vej og prøve igen
senere. ... Nej. Den der var bag døren måtte
have
at vide, hvad det drejede sig om NU.²
Han gav sig til at gennemrode sine
jakkelommer i læderjakken. Han havde godt
nok en
kuglepen, men intet papir. Hvad så ... Han
orkede ikke at skulle ud på gaden igen. Var
der
ikke et stykke papir et eller andet sted i
opgangen. Han gik ned til gadedøren. Intet.
Han
gik op på 4. sal. Intet. Ned til gadedøren igen.
Han kiggede alle vegne. Nede i
barnevognen lå en sammekrøllet
cigaretpakke.
Han foldede cigaretpakken ud og sprættede
den op med en sitrende pegefinger. Lagde
papiret ned på trappen og skrev:
Svante.
Jeg må tale med dig. Jeg er Rosas kæreste.
Hun er dødssyg. Måske kan du hjælpe mig
med oplysninger, som kan ...
En nøgle blev stukket i døren, og gadedøren
gik op. Trafikstøjen væltede ind. Det var
den unge kvinde igen. Sten tog hurtigt
papiret, rejste sig op og flyttede sig fra
trappen. Da
hun så ham, gav det et sæt i hende. Hun
vidste ikke, om hun turde gå ind, men
besluttede
sig for hurtigt at nuppe sine bæreposer og
skyndte sig op ad trappen. Oppe på første sal
kimede hun på døren. Døren blev åbnet og
hurtigt lukket igen.
Sten skyndte sig stille op på 3. sal, lagde
papiret ned på gulvet og tilføjede:
... redde hende.
Sten
Han smed papiret ind ad brevsprækken og
kimede længe. Der var igen blevet lys i
dørspionen, og musikken var væk. Længere
nede blev en dør åbnet. Var det kvinden og
hendes kæreste, som ville smide ham ud.
Måske havde kvinden ringet til viceværten.
Sten
kunne høre trin der gik ned til gadedøren.
Den blev åbnet og trafikstøjen kom dæmpet
op
gennem opgangen. Gadedøren lukkedes. Det
var altså bare nogen som skulle ud. Nej. Der
var igen trin. Nu kom trinene opad.
³Jeg tror han er gået.² sagde en
mandestemme nede fra.
³Måske er han gået op.² svarede en
kvindestemme.
Trinene begyndte igen.
³Pas nu på.² sagde kvinden.
³Ja, ja.²
Hvad nu.... Han måtte hurtigt liste op på 4.
sal og lægge sig på reposen. Heldigvis
åbnede døren til lejligheden sig i det samme.
En midaldrende mand sagde, kom ind, og gik
lidt til side.
Stentor-3 smuttede hurtigt ind, og døren blev
lukket efter ham.
³Nå, du er altså Rosas nye kæreste.² sagde
manden med en stemme som om han bad
kassedamen i Netto om en pakke cigaretter.
³Ja.² svarede Sten og prøvede at koncentrere
sig om manden.
³Er du Svante?²
Manden nikkede og gik ind i stuen.
³Sid ned. Vil du have en kop kaffe.²
Stentor-3 satte sig i lædersofaen og sagde: ³Ja,
tak.²
Mens Svante gik ud i køkkenet, sad Stentor-3
og kiggede rundt i stuen. Det var et klart
lyst lokale med afhøvlede gulve og ægte
tæpper. Sofabordet var af sort marmor med
metalben. På de hvide vægge hang kunst,
tydeligvis udvalgt med omhu. Ovre ved siden
af vinduet hang et lille portræt. Det gav et ryk
i Stentor-3. Var det ikke ... Han rejste sig og
gik hurtigt hen til billedet. Ud fra billedet
kiggede Rosas blå øjne lige ind i hans.
³Kan du lide det?², sagde Svante, der var
kommet ind fra køkkenet med kopper og
kaffe.
Stentor-3 var lamslået. Det var jo netop dét
blik, som havde ramt ham i hjertet og gjort
ham næsten viljesløs i Rosas arme. To
sekunder af det blik startede stadig en indre
storm i
ham. Den der havde malet dette billede,
kendte Rosas umådelige erotiske styrke. Først
nu
kom fortvivlensen over at være ved at miste
Rosa op til overfladen. Minderne væltede ind
over ham...
³Jeg har selv malet det.²
Med en viljesanstrengelse løsrev han sig fra
billedet, vendte sig om og prøvede at
beherske sig. Han stod med ryggen mod
billedet og skulle lige til at svare, da han i
værelset ved siden af så et skrivebord med en
computer.
Gulvet forsvandt under hans fødder.
----
³Hvad skete der?² hørte Stentor-3 en stemme
sige.
³Pausebilledet.² fremstammede Stentor-3.
³Hvad mener du?², sagde Svante.
³På computeren.²
³Nå, det.² sagde Svante beroligende.
³Jeg, jeg ... hørte Rosas stemme fra det.²
³Hva¹?² spurgte Svante med undren og
mistro i stemmen.
³Jeg kunne kun lige akkurat høre det. Det var
som om jeg kunne høre hendes skrig
mellem en masse andre stemmer. Som om
hun skreg: Hjælp mig. Hjælp, jeg er lukket
inde.²
³Tag det nu helt roligt. Jeg har ingen
lydprogrammer på den computer. Der er ikke
engang lydkort i den. Den er ikke sluttet til
nettet. Jeg har ikke engang et modem. Det kan
simpelthen ikke lade sig gøre. Du har det bare
dårligt.² sagde Svante og hjalp Stentor-3 op
i sofaen.
Stentor-3 turde ikke kigge over mod billedet.
Var det også indbildning, at det var Rosa?
Og hendes stemme ... Han hørte da ... Nej, det
nyttede ikke noget... Han trak vejret dybt
og så over på Svante.
³Hvad er der galt med Rosa?² spurgte Svante.
Stentor-3 forklarede, hvad der var sket med
Rosa. Svante så bekymret på Stentor-3, og
sagde han ikke vidste noget.
Stentor-3 fornemmede, at der var noget
Svante ikke ville fortælle. Han måtte gå
forsigtig til værks, hvis han skulle have noget
at vide. Han spurgte:
³Hvor længe var du og Rosa kærester?²
³I 3 år. Det endte med, at jeg måtte ud af
forholdet.²
³Nå. Hvad skete der?² spurgte Stentor-3
skeptisk.
Svante berettede da om hans forhold til Rosa:
Som du kan tænke dig, er Rosa den mest
betagende og dynamiske kvinde jeg nogen
sinde har mødt. Jeg blev fra første øjeblik
dybt forelsket i hende, og jeg følte, at hun
havde
en sær suværen magt over mig. Hvad jeg
først forstod til sidst var, at hun havde en
særlig
evne til at fortælle menneskene¹. Hun satte
sig stille og lyttede til, hvad folk havde at
fortælle hende om deres liv og situation. Når
hun vidste nok, begyndte hun lige så stille at
fortsætte deres historie. Hun tryllebandt folk,
så de ikke kunne gøre andet, end hvad hun
havde sagt. De gik ud og levede hendes
historie.
Det var naturligvis kun noget Rosa gjorde,
når tingene gik hende imod, eller når hun
skulle realisere de vilde planer hun fra tid til
anden satte sig i hovedet. Til daglig brugte
hun kun sin evne til at komme med små
bemærkninger, som man ikke kunne komme
uden om. Og selvfølgelig brugte hun det til at
styre vores forhold og binde mig til hende
som en slave.
Alt dette forstod jeg som sagt først til sidst. En
aften var min forrige kæreste Nina
kommet på besøg. Nina og Rosa var
efterhånde blevet bedste veninder, og når de
var
sammen, var jeg ren luft. Den aften gad jeg
ikke høre på dem og gik i seng. Hen mod
midnat vågnede jeg og kunne høre dem sidde
og snakke inde ved siden af. Pludselig blev
jeg lysvågen. Rosa fortalte Nina, at hun var
absolut frigid, at hun var fuldstændig ude af
stand til at få orgasme sammen med en mand.
Hun simulerede altid, men det var hun til
gengæld så god til, at der aldrig var nogen
mand, der havde opdaget det.
Jeg var dybt chockeret. I 3 år havde Rosa
bedraget mig med sine følelser. Jeg lå nu i
sengen og begyndte at gennemgå hele vores
forhold, og jeg forstod, at Rosa overhovedet
ikke nærede nogen som helst følelser over for
mig. Ja, at Rosa overhovedet ikke nærede
følelser. Hun var den absolutte psykopat, i
stand til at udføre den perfekte simulation.
Det
rene postmoderne maskinmenneske, som kun
ejede ord. Ikke kunne forestille sig billeder.
Ikke kunne blot nynne en melodi. Jeg var for
hende intet andet end et substitut for det hun
ikke selv var. Som kunstner og musiker
kunne jeg fuldstændiggøre hendes magtfulde
ord.
Jeg blev klar over, at jeg måtte frigøre mig fra
Rosa.