Skrevet af Paulina den 9. April, 1996 kl. 19:54:28:
Som fortsættelse til Rosa hos Svante , der er skrevet af Flemming Bjerke, bjerke@ruc.dk den 20. Marts, 1996 kl. 17:54:46:
Rosa så sig i spejlet, men kendte sig ikke. Hun følte sig gammel
og indelukket bitter, somom hun bar på en sorg som tyngede hende
og gjorde hende til det, hun så i spejlet. Alt af glæde og værdi
kunne hun med en blanding af fascination og sygelig jalousi
suge til sig, blot for på stedet at dræbe det og sætte det på
sindet som endnu en uforstået sorg. Et liv i skønhed og ungdom
forspildt. Hvorfor?
Hun studerede sit spejlbillede nøjere, som for at forstå, som
for at forsøge at elske. Men forsøget på at elske det hun så
bøjede bare af og gled bort, blev højst til et selvmedlidende
forsøg på at elske sorgen og lidelsen, blev til en næsten
umærkelig form for sadisme, som dog kunne spores i ansigtets
forkvaklede udtryk af tyngde, sorg og tidlig ælde. Men i forsøget
på at finde det tabte projicerede hun også sin egen forsmåede
skønhed, ud på en anden livlig, blomstrende skøn skabning.
Hun kiggede intenst på spejlbilledet og så: ......det VAR ikke
hende! Hun var blevet en del af et spejlbillede af en
anden kvinde, var blevet fanget og ville ikke kunne komme ud
før denne kvinde indså at hun ikke var Rosa, før hun indså at
det ikke var Rosa der havde stjålet hendes skønhed,
men hendes egen fornægtelse af sig selv og livet som var skyld
i hendes bitterhed og ælde.
I et øjeblik blev Rosa forfærdet. Hvor mange andre steder
kunne hun ikke være havnet, indfanget af ulykkelige eller tomme
menneskers forsøg på at fylde sig med hendes forførende ynde,
forstærket og idealiseret den forelskelse Torsten som en virus
havde slynget ud over nettet. Hun måtte finde sig selv. Måtte
finde en måde hvorpå hun kunne vikle sig ud af alle de
personligheder som havde tabt deres liv til drømme og fortid
og suget hende til sig så der dog var noget for dem der havde
betydning, så de dog ikke følte sig helt tomme.
Der var ingen tid at spilde. Hun begyndte at føle sig svag,
havde allerede svært ved at afgrænse sig selv fra de personer
hun var blevet indfanget af. Kendte ikke længere skarp forskel
mellem sine egne følelser og deres. Følte bare hun var ved at
forsvinde, langsomt forsvinde...