Skrevet af Roth Stein den 18. April, 1996 kl. 14:14:22:
Som fortsættelse til En blomsts rose , der er skrevet af Læbonoya den 26. Marts, 1996 kl. 15:20:16:
Minderne om hende der for ham altid var tabt, flød rundt i hans
bevidsthed og lukkede de andre fortællinger ned. Hendes spøgelse
levede videre, eller rettere, han lod det leve. Drømmen havde
bemægtiget sig drømmeren,som nu, for at holde sig selv oppe, for-
tæller hende, ja og ham som han var med hende, igen og igen til
alle og ingen.
Desperat forsøger han at reducere drømmen om hende til tegn.
Men uddrivelsen synes at blive ved i det uendelige. For tegnene
bliver blot til kort over drømmen der stadige er der, men som kun
han har adgang til. Et kort over en tid der udspillede sig i rum
som stadig er der og binder drømmen. Han har tænkt på at udslette
disse rum, i håbet om at det kunne fordrive drømmen, fordrive hen-
de og det fraværende nærvær der var ved at lukke ham ned.
Men han havde opgivet ideen, fordi et af de rum der måtte lukkes
ned var ham selv, ja og ikke mindst hende, hvor om drømmen drejede
sig.