Skrevet af Niels Dalgaard den 16. Maj, 1996 kl. 12:33:30:
Som fortsættelse til ORPHUS I OVERVERDNEN - Kun computeren var vidne , der er skrevet af Svend Åge Madsen den 5. Marts, 1996 kl. 08:52:13:
Altid det samme, aldrig det samme. Biblioteket var ikke én verden, men en verden af verdener. Tybalt så op fra monitoren, læenede sig tilbage i stolen og kastede et blik rundt i lokalet, mens han slappede af et øjeblik. Der var bøger allevegne, og det gjorde ham tryg. Ganske vist blev stadig mere information distribueret i forskellige elektroniske former, men det var endnu ikke lykkedes at erstatte fornemmelsen af at sidde med en rigtig bog i hånden. Den næsten fysiske oplevelse af suset, når man blev revet ind i en forfatters verden, kunne nok så meget elektronik ikke hamle op med, og den generation der fik et fortinnet blik når den snakkede om cyberspace, glemte alt for ofte at det vigtigste space er det mellem ørerne, og at den mest effektive måde at fylde det op på var med en god fortælling. Af samme grund var globusromanerne også forblevet et kortvarigt modefænomen; ganske vist kunne man synke ind i dem, men de var ikke til at læse i sengen.
Han tænkte på, hvordan et væsen, der aldrig havde set andet end biblioteket, mon ville opfatte verden. Hvis nogen sørgede for at man fik mad og blev vasket, og man ellers havde lært at læse, kunne der ikke være noget i vejen for at man kunne få rigtig mange år til at gå med de dynger af vegetabilsk materiale i langsomt forfald, som en cyberguru engang havde kaldt biblioteket. Men hvordan ville vedkommende mon relatere det han læste til verden udenfor biblioteket, en verden han ikke havde nogen måde at kende på?
Ørkesløse spekulationer, utvivlsomt affødt af at Tybalt ikke selv havde det for godt med verden udenfor bibliotekets trygge, bogfyldte miniverden. Han vendte sig atter mod monitoren for at søge videre. Han var ved at skrive en artikel om en lokal forfatter, der havde levet en meget aktiv men tilsyneladende også relativt upåagtet tilværelse i slutningen af det forrige århundrede. Udover de relativt få værker hav havde efterladt sig, var den bedste kilde til ham en række værker af en anden forfatter, og det var dem, Tybalt nu søgte efter. Han havde netop tastet "Pekoral" ind og trykket på trackball'en, da skærmen flimrede og fyldtes med et helt andet billede.
"Orfeus coming online..." stod der i få sekunder, så gik skærmen ganske kort i sort, og et billede af en ung mand viste sig. Tybalt justerede lydniveauet, så han kunne føre en samtale med Orfeus uden at genere bibliotekets andre brugere. Tybalt var en betænksom fyr, når det stak ham.
"Har jeg ikke set dig før....? sagde han.
"Mon dog?" svarede Orfeus. Han havde sat programmet op på en måde, så hans ansigt morphede mellem forskellige udtryk i takt med hans talestrøm.
"Er du ikke i familie med ham den gale tidsprofessor?"
Billedet standsede sine forvandlinger, og Orfeus svarede: "De kaldte ham Dr. Stangula. Han kunne noget med tiden, som ingen siden har kunnet gøre efter. Han betalte prisen for det, og for sine øvrige menneskelige egenskaber. Alle svor på at hans hemmelige kunster skulle forblive glemte og ukendte for menneskeheden i al evighed. Men nu er der dukket noget op, der gør det nødvendigt at grave dem frem igen. Og du skal hjælpe mig.!
"Mig? Hvordan det?"
Orfeus-ansigtet changerede i violet og gult. "Se mig dybt i øjnene og tryk tre gange på Esc."